Uddrag af indslag på Politikkens hjemmeside.
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2200773/psykoterapi-betaler-sig-frem-for-psykofarmaka/Irene Oestrich, specialpsykolog, ph.d., adj. professor, Skolen for Kognitiv Adfærdsterapi, Region Hovedstadens Psykiatri.
Undergravende depression og kronisk angst er store kilder til elendighed i samfundet – måske de største.
Men når man taler åbent om det, viser det sig snart, hvor mange mennesker/familier der er påvirket.
En ud af seks af os bliver diagnosticeret med depression eller kronisk angst – hvor mange af os lever med det i det skjulte? En ud af tre familier er påvirket på en eller anden måde.
Vores arbejdsmiljøer og uddannelsesmiljøer er også påvirkede. Vi kalder det stress, men i mange tilfælde er det egentlig psykisk lidelse: angst, depression eller en blanding.
Det mest uforståelige set fra en mere professionel og også politisk synsvinkel er, at vi rent faktisk har evidensbaserede terapeutiske metoder, som kan løfte mindst halvdelen videre ….
I det hele taget har psykoterapi undergået en virkelig markant forandring i de sidste årtier. Tidligere var det uendelige forløb, de få og rige beskåret.
Nu er det korte, fremadrettede forløb, der gør mennesker i stand til selv at tage kampen op over for destruktive tanker og følelser og opbygge selvværd og modstandskraft.
Terapi udelukker ikke medicinsk behandling, og der er ofte tale om en kombination som bedste mulighed, men det er psykoterapi, som bør være første valg.
Alle læger og psykologer ved dette. Alligevel er der problemer med tilgængeligheden og med at sikre mennesker med psykisk lidelse retten til den bedst mulige behandling.
Men hvad sker der for det meste, når et menneske går til lægen med en depression? Det er sjældent, de får tilbudt psykologisk behandling, og hvis de får det, er det sjældent, at der er taget stilling til, hvilken psykologisk behandling der er brug for.
Et menneske, der er belastet, mangler energi, kan ikke overskue noget som helst eller tage beslutninger, men er altså helt overladt til selv at finde vej i terapijunglen.
Når man lider af en psykisk lidelse, har man ret til den bedste behandling, uden man selv skal kæmpe med at finde frem til den.
Hos egen læge vil man sandsynligvis få tilbudt medicin og muligvis nogle samtaler om problemerne, der medvirker til depressionen eller angsten.
Men der er rigtig mange mennesker, der helst ikke vil have medicin, som heller ikke føler, at det ændrer noget, og som muligvis oplever generende bivirkninger.